ATLANTIC FORLAG :

 

Jeg har brugt rigtigt meget tid på at lave research angående de oplysninger der findes på denne side, fordi der ikke tidligere har eksisteret oplysninger om dette. Hvis du finder tilsvarende oplysninger andre steder er de "lånt" fra denne side!

The Transformers er blevet udgivet af flere forskellige forlag. I den periode hvor serien bliver udgivet i Danmark er det materiale fra de amerikanske Marvel udgivelser der bliver brugt i serien. Den danske serie bliver udgivet af Atlantic Forlag, som også udgiver serien i Sverige. I Norge bliver serien først udgivet af Gevion, herefter af Bladkompaniet og til sidst af Atlantic Forlag. I Finland er det Semic der udgiver serien og i Holland er det Juniorpress.

Atlantic Forlag er det samme forlag der udgav Marvel serier i Sverige og Norge i perioden 1978-1984. En del af disse serier blev samtrykt med Winthers Forlag der udgav dem i Danmark. Denne gang har Atlantic Forlag valgt at udgive forskellige TV-serier, foruden Transformers udgiver de også Toxic, The Real Ghostbusters og Teenage Mutant Hero Turtles. Denne gang har forlaget også åbnet sin egen afdeling i Danmark!

Forlaget fortsætter med at udgive på samme måde som de gjorde da de havde rettighederne til Marvel serierne. I den sidste årgang af deres Marvel hæfter var der for det meste 2 US historier, og så var de sider der var til overs fyldt ud med sider fra The Official Handbook of the Marvel Universe. Transformers hæfterne er lavet på samme måde med 2 US historier, og så blev de overskydende sider fyldt ud med sider fra The Transformers Universe. Nogle af hæfterne får endda en brevkasse!

Serien starter på forskelligt tidspunkt med forskelligt materiale og med forskellig udgiver i landene, men efterfølgende er der en del af udgaverne der bliver ens, da forlagene bliver enige om at samtrykke. Den danske udgave er den der starter sidst og på grund af dette er det ikke muligt at samtrykke hvis de første historier også skal udgives, så til de danske udgaver bliver det materiale der allerede er brugt i de andre lande bare oversat til dansk, det kan ses på forskellige fejl som at der blandt andet på bagsiden af nr 1/1988 er vist et eksemplar af det norske nr 1/1987 og de hollandske forsider er blevet brugt til dansk nr 2/1988 og 9/1989, hvilket kan ses på titlen: De Transformers, som serien hed i Holland.

Følgende blev udgivet i de 5 lande:

Danmark 1988-1989 : 18 hæfter + 1 special

Sverige 1987-1993 : 44 hæfter + 2 special

Norge : 1987-1990 : 31 hæfter + 3 special

Finland : 1987-1991 : 25 hæfter + 5 special

Holland : 1986-1991 : 32 hæfter + 1 special

Den svenske serie starter 1 år før den danske, altså i 1987, men bortset fra 2 numre der ikke blev udgivet i Danmark, er de 18 danske månedshæfter identiske med de 18 første hæfter i den svenske serie, så hvis man anskaffer sig de 2 svenske numre (nr 6/1988 og Transformers med Headmasters) der blev sprunget over + svensk årgang 1989-1991 så har man alle 80 numre Marvel udgav af The Transformers, serien blev nemlig udgivet komplet i Sverige. Følgende mini-serier blev også udgivet komplet: The Transformers Universe 1-4, The Transformers The Movie 1-3, G.I. Joe and the Transformers 1-4 og The Transformers: Headmasters 1-4. Desuden blev der også brugt materiale fra den engelske udgave på grund af materiale mangel. Hæftet fra 1993 indeholder genoptryk. Serien fra 2003 blev udgivet i Sverige, Norge og Finland, men det var ikke Atlantic som udgav denne serie...

 

Historien om Atlantic Förlag:

Forlaget udgav sine første titler i 1977 da det overtog nogle børneserier fra Semic Press. I perioden 1978-1984 havde forlaget blandt andet rettighederne til Marvels serier. I 1990 fusionerede forlaget med Pandora Press, men beholdt Atlantic navnet. I 1993 købte Atlantic så Tango Förlag, men blev i 1994 selv købt af Medströmsförlagen AB. Medströmsförlagen AB stoppede med at udgive tegneserier i 2000 og rettighederne til de titler det stadigvæk kunne betale sig at udgive blev solgt til Egmont Serieförlaget og Full Stop. Det er Full Stop der udgiver Transformers i 2003 i Sverige.